Paradokset i det danske retssystem

Paradokset i det danske retssystem

Teoretisk er vi alle lige for loven, men i virkeligheden er praksis en ganske anden.

I forhold til den forvaltningsretslige lovgivning er der en markant ulighed mellem myndighed og borger.

Hvis en borger ikke overholder lovgivningen, bliver vedkommende dømt for overtrædelse af loven.

Hvis myndighederne/en myndighedsperson bryder loven i forhold til en borger er vedkommende anderledes og godt stillet. Myndighederne kan teoretisk set begå alle de lovovertrædelser de lyster. De kan endda bede politiet om assistance. Politimyndigheden vil uden så meget som at blinke, udføre den bestilte ordre fra myndighedspersonen.  Politiet undersøger altså ikke først om den bestilte ordre strider mod loven.

Hvis en borger henvender sig til politiet angående beviseligt og dokumenteret magtmisbrug og lovovertrædelser begået af myndigheden mod borgeren, vil politiet end ikke tage imod en sådan anmeldelse. I den henseende er borgeren retsløs, når det drejer sig om at anklagen rettes mod en myndighed/myndighedsperson.

Politiet er anderledes på stikkerne og udfører gerne og uden tøven eller omtanke en ordre der handler om, at en sagsbehandler bestiller dem til f.eks. at afhente et barn i hjemmet til tvangsanbringelse, eller hvis barnet er stukket af fra et bosted og hjem til sin mor/far, - og igen skal bringes tilbage til hjemmet.  

Selvom forældrene forinden har anmeldt grove lovovertrædelser i en anbringelsessag, bliver der ikke lyttet til forældrene. Politiet tager da udelukkende hensyn til myndighederne. Der bliver heller ikke taget hensyn til at barnet klager over vold og omsorgssvigt på det bosted, som det er tvunget til at opholde sig på. Der lyttes ganske enkelt ikke til børnenes stemmer eller forældrenes for den sags skyld. Det virker som om der bliver trukket et gardin ned, når anklagen går fra borger til myndighed.

Altså er politiet ikke til for den almindelige borger, men udelukkende for myndighederne i disse forvaltningsretslige tvister. Politiet bidrager tværtimod med aktivt med at udføre ulovlighederne. Derved begår politiet noget kriminelt, men kan ikke blive dømt, eller retsforfulgt for disse kriminelle handlinger.

I den senere tid har vi hørt om flere tilfælde, hvor en socialrådgiver og evt. en bestilt psykolog har digtet fantasifulde diagnoser, misbrug og andre adfærdsmæssige skavanker, som har ført til, at børnene er blevet fjernet. En socialrådgivers vurdering bliver det, der danner evidens hos domstolene. Ingen kontrollerer altså om socialrådgiveren og andre involverede instanser er fyldt med løgn.

Derfor er der hårdt brug for en forvaltningsdomstol herhjemme. Udsete og udsatte forældre er totalt magtesløse i det system vi har.

Der bliver begået alt for mange grove og alvorlige fejl, som det nuværende retssystem ikke kan forhindre eller rette op på. Nogle af årsagerne til, at det er sådan kan læses i nedenstående citater, som er fra en artikel i, Aquut.com Jobcentre, Børnesager også om grønlændere.

Artiklen er skrevet af cand.scient pol Mikael Hertig, som er født i 1950.

Mikael Hertig er advokat og har arbejdet med tvangsfjernelsessager og fungerer nu som partsrepræsentant.  

Nedenstående er et udpluk fra artiklen, der linkes til underneden.

"Forvaltningsret er måske ikke nogen foragtelig disciplin, men den kommer så at sige oftest nederst på dagsordenen i hierarkiet af juridiske discipliner. Det understeges yderligere af, at folketingets retsudvalg heller ikke interesserer sig for beskyttelsen af borgerne mod systemets mulige magtmisbrug."

"Aviserne skriver meget lidt om emnet, og hvis ikke det var for enkelte journalisters store indsats (Jesper Tynell, Anthon Geist, Ulrik Dahlin) var der næsten ingenting overhovet".Han mener området bør ændres på helt centrale områder, da retssikkerheden ikke er i orden."

Hele artiklen kan findes ved at gå ind på følgende link:

https://www.aquut.com/2020/01/30/bitten-sagen-ytringsfrihed-eller-tavshedspligt/?fbclid=IwAR3b68_25NxgxqWuKz-CVNbeBDRm01f8zsSBHqmMljF-0RCSBMbNvRf6rV4

Det er ganske enkelt en katestrofe at en så stor del af befolkningen på det nærmeste er retsløse.J

Jobcentrets ofre er en social modstandsbevægelse, med Kim Madsen i spidsen, som er lykkedes med at synliggøre den retslige ulighed og magtmisbrug i forhold til f.eks. syge og udsatte borgere. Mange i denne gruppe bliver også udsat for trusler om om at få tvangsfjernet deres børn. Ikke sjældent bliver det også til virkelighed. Whistleblower og frihedskæmper Bitten Vivi Jensen er i øjeblikket anklaget for at have lækket fortrolige oplysninger om borgere og ikke i alle tilfælde at have sikret sig fuldmagt af borgerne. Hun tog akterne med hjem for at kunne bevise, hvor meget de syge borgere blev snydt og udsat for groft systemsvigt. Forinden havde hun arbejdet i forvaltningen, men blev fyret, fordi hun klagede over de mange lovbrud.

Paradokset er at Bitten blev dømt for at have afsløret omfattende snyd overfor borgerne, fordi hun har afsløret det på en ulovlig måde. De myndighedspersoner, som hun har kunnet dokumentere har snydt og udøvet magtmisbrug over for borgerne, vil ikke blive anklaget for deres snyd og bedrag. Det vil de netop ikke, fordi de som myndighedspersoner, er beskyttet af loven.

 Det er de ved at myndighedspersoner dækker over hinanden og aftaler indbyrdes at gøre det ulovlige lovligt. Det sker ved at de fingerer og justerer lidt med dokumenterne, så det fremstår som lovligt. Det hele fungerer i et top sikret lukket kredsløb, som den almindelige borger ingen adgang har til, eller har mulighed for at kunne gennemskue eller overskue.