Wilma Clausen

Skrevet i 2010 Dømt på falske indicer I dagene inden jeg skulle møde til den tjenstlige samtale, talte jeg med min bror i telefonen. For at opmuntre mig, fortalte han om en af sine kollegaer, som også var blevet indkaldt til en tjenstlig samtale. Baggrunden for denne samtale var massive indberetninger og klager fra kollegaer. Min brors kollega var så langt ude på grund af disse anklager, at han kun ønskede at blive fyret.  Han blev ikke fyret, fordi fagforeningen gik ind og undersøgte sagen til bunds. Det viste sig at anklagerne byggede på falske beskyldninger og misundelse. Fagforeningen fandt også ud af at manden i virkeligheden var en fremragende og dygtig medarbejder. De gav ham deres fulde støtte og opbakning.  Det endte med at den anklagede medarbejder fik en undskyldning fra sin leder. Han kunne nu herefter trygt og roligt fortsætte med at udføre sine arbejdsopgaver. Med denne solstrålehistorie i bagagen, var jeg lidt mere fortrøstningsfuld, efters

Skrevet i 2012 Uønsket personale I 2010 sluttede mit arbejdsliv på min arbejdsplads gennem 20 år. Den sluttede brat, fra den ene dag til den anden og på en måde, som jeg oplevede som dybt nedværdigende og krænkende. Jeg følte mig angrebet i min grundsubstans , - på selve min eksistensberettigelse . Det er 2 år siden nu og teknisk set, burde jeg for længst være kommet videre, men jeg har stadig svært ved at slippe det, fordi der er noget i regnskabet, som jeg ikke kan få til at gå op. For nylig bad jeg om at få aktindsigt i min sag. Nu har jeg så endelig læst hvilke anklager, der helt konkret er rettet imod mig og hvem det især er, der står bag disse anklager. Alle anklagerne er uimodsagte og i sagens akter fremtræder der desuden anklager, som jeg aldrig tidligere er blevet præsenterer for. Det er hårdt at leve med visheden om, at jeg aldrig er blevet hørt i denne sag og sandsynligvis heller aldrig vil blive det, da sagens akter pr. definition bliver opfatt

Denne artikel blev sendt til SL med henblik på at få artiklen i fagbladet. Den blev godkendt, men kom aldrig i bladet. SL er socialpædagogernes landsforeningsblad Alvorlige mobbe- og chikane-problemer Efter at have læst de artikler om mobning, der er skrevet i fagbladet d.16.august, var min første tanke, at SL i årevis har haft kendskab til de alvorlige mobbe, chikane-problemer der eksisterer på mange socialpædagogiske arbejdspladser. Det var i hvert fald tilfældet på min tidligere arbejdsplads. Jeg syntes artiklerne er vel-skrevne og meget rammende. Det er næsten som at læse om min egen sag. En af mine tidligere kollegaer, ringede mig da også til mig, efter at havde læst artiklerne. Hun havde straks tænkt på mig. Hun mente, at det var en hån imod mig, fordi der jo ikke var nogen der gjorde noget i SL, da jeg bad om hjælp, eller i forhold til de ting, som jeg blev udsat for. Det var heller ikke noget, der var ukendt for tillidsmændene på stedet. Jeg er også

Magtfuldkomne mobbere og deres ofre Jeg har oplevet meget mobning og magtkampe indenfor pædagogbranchen. Jeg er selv blevet moppet, og jeg har set og oplevet andre blive mobbet.  Der har været ledelses mobning, mobning iblandt kollegaer og en sammenblanding mellem ledelses og kollegamobning. I min mangeårige arbejdskarriere har jeg naturligvis også haft mange dejlige kollegaer og har oplevet meget sammenhold og arbejdsglæde. I 10 år havde jeg f.eks. den store glæde at have en leder, der var meget rummelig, lyttende og faglig dygtig. For mig betød hendes ledelsesstil, at jeg kunne gå på arbejde uden angst og usikkerhed for, om jeg nu slog til i mit arbejde, eller om jeg kunne risikere at blive moppet og nedgjort. Lederen gjorde sit bedste for at få tingene til at fungere, og jeg oplevede, hvordan jeg i dette trygge arbejdsmiljø støt og roligt kunne udvikle mig både menneskeligt og pædagogisk.  Det betød ikke, at der ikke var udfordringer, for det var der natur

Den store redningsplan Jeg tænker tilbage på dengang da tv2 dok i 2007 rullede over skærmmen og viste skræmmebilleder fra Strandvænget i Nyborg. Dengang var der ingen grænser for kritikken af den forråelse, klippene viste, at de handicappede blev udsat for. Der var heller ingen grænser for kritikken af de "onde pædagoger" og den "meget dårlige ledelse". Konsekvensen blev, at der blev postet store pengebeløb og ekstra personale ind i bestræbelserne på at rette op på denne katastrofale og dårlige institution, hvor de handicappede i den grad blev misrygtet af et dårligt uddannet og ondt personale. Et personale der blev styret af en endnu dårligere ledelse. Det så virkelig sort ud. I den periode det stod på, følte jeg, som ansat derude, at jeg nærmest måtte krybe langs husmurene for ikke at blive genkendt som en af de onde derude fra. Hvordan er det så siden gået? Har de handicappede fået det bedre? Og har de ansatte fået bedre arbejdsvilk

Den offentlige matrikel og dens særrettigheder Mens børn endnu bor og lever hos deres forældre, lyttes der, fra det offentlige, meget nøje efter "børnenes stemmer". Ofte høres der stemmer og ord der aldrig er sagt. Disse bliver omhyggeligt skrevet ned. Dette fænomen kan bedst beskrives som en slags offentlig "ordskizofreni". Ud fra ordene og sætningerne, dannes en helt ny virkelighed, som ikke stemmer overens med den virkelige virkelighed, som børn og forældre lever i. Den uvirkelige virkelighed kommer således til at danne rammen og udviklingen i en børnesag. Det er en fremgangsmåde, der er ret omfattende i det danske børneværns-system. Når børnene først ER anbragt, bortfalder "børnenes stemmer". De bliver sat ind på en offentlig konto, og gemt godt væk i et aflåst skab. Nu er børnene overgået til offentlig ejendom og indgår som aktiv i det offentliges forretningsdrevne børneindustri. Her vil "børnenes stemme" jo blot øge

Gaverne i den sociale arv Vi er alle et produkt af vores sociale arv. Som voksne må vi selv overtage ansvaret for, hvordan vi vil forvalte arven. Den er der og den vil altid være der. Den kan ikke bare viskes ud eller begraves. Uanset hvilken arv vi har fået med os, handler det om at kunne se gaverne i det. Hvis man som jeg er vokset op iblandt 7 søskende og under fattige og usle kår, kan det måske umiddelbart kræve en lidt god fantasi, at se gaverne i det, men det kan lade sig gøre. Gaverne for mig har været, at jeg er blevet opdraget meget frit, trods datidens autoritære opdragelsesmetoder. Mine forældre var af den opfattelse, at vi aldrig skulle være bange for at komme og fortælle dem noget. De mente, at det altid var bedst at snakke om tingene. De behandlede os godt og opfattede os børn som deres rigdom. Der var et rigtigt godt sammenhold os søskende imellem. Vi var alle, trods fattigdommen og de usle boligforhold, i besiddelse af en hel del stolthed og s

Tennas hverdag som fjernundervisningselev Af Wilma Clausen fra LFBS' forældregruppe Oprindeligt bragt i Øjensynligt nr. 1, 2015 Min datter Tenna er det man kalder synshandicappet med tillægshandicaps, flerhandicappet eller synshandicappet med yderligere handicaps. Kært barn har mange navne. Det betyder at hun udover synshandicappet har flere andre ting at slås med. Derfor er det ikke tilstrækkeligt kun at tænke synskompencerende hjælpemidler ind i forhold til at gøre livet og hverdagen lettere for hende. Det betyder meget for Tenna, at omgivelserne betragter hende som et normalt tænkende væsen, på trods af hendes handicaps. I 2010 blev hun testet til at være normaltbegavet med massive specifikke vanskeligheder. Tenna blev så glad for meldingen om, at hun var normaltbegavet, at hun helt spontant begyndte at græde af glæde. Det hun er oppe imod er "de massive specifikke vanskeligheder" det er dem der, udover synet, skal kompe

Jernpanseret der gør dig syg I størstedelen af de sidste 7 år af mit arbejdsliv, arbejdede jeg under vilkår, der for betød, at jeg måtte iklæde mig et jernpanser, inden jeg drog på arbejde. Jeg spillede stærk og sej. Ingen skulle få mig ned med nakken. Jeg var pligtopfyldende og ydede mit bedste, og jeg var god til mit job, - trods presset. I dag ved jeg, at jernpanseret har slidt voldsomt på min sjæl, psyke og krop. To psykiatere og en psykolog har enstemmigt stillet diagnosen arbejdsrelateret behandlingskrævende depression med tråde ind i det posttraumatiske. I de år, hvor jeg arbejdede under disse vilkår, tænkte jeg ikke så meget på, hvad det var jeg bød mig selv og min krop. Jeg var jo blot en del af et arbejdsmiljø, en kultur. Det er så vigtigt at have et arbejde, og det var det også for mig. Det var meget angstprovokerende at tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg mistede mit arbejde. Jeg var glad for de fleste af mine kollegaer og arbejdsopgaverne

Magtens korridor handler om, hvordan en leder, udstiller en medarbejder som syndebuk overfor sine kollegaer. Digtet henviser til en helt konkret situation, hvor medarbejderen til et personalemøde, oplever hvordan lederen udstiller medarbejderen som illoyal ved at beskylde medarbejderen for at have begået en grov fejl og derved svigtet sine medarbejdere groft. Fejlen er begået af lederen selv, men ved at flytte skylden over på medarbejderen, går han fri og får derved reddet sig selv og sit omdømme. Denne type ledere har ofte en bestemt personlighedsstruktur. Læs evt. bogen: Psykopater i jakkesæt af Sanne Udsen, hvis du vil vide mere om forskellige ledelsestyper indenfor dette felt. Det har store menneskelige omkostninger for de medarbejdere, der udsættes for denne type ledere og der er desværre en del af dem. Bogen vil kunne hjælpe med at spotte dem. Magtens korridor Der høres en lyd af kroppens dryppende tårer. Der høres en lyd af hjertets varme fortvivle

Kartofler Jeg sidder og tænker på en telefonsamtale jeg for nylig havde med min søster. Vi talte om vores barndom og om vores forskelligheder. Personlighedsmæssigt stak jeg lidt af i forhold til mine øvrige 7 søskende.  Min ældste bror udtrykte det således, - Jeg gik altid mine egne veje. Min søster fortalte: Vi sad rundt om et bord. Det vil sige, mine søskende sad rundt om bordet. Jeg gik rundt om bordet og fortalte om forskellen mellem rige og fattige mennesker og om de uretfærdigheder fattige mennesker udsættes for og så videre og så videre. Vi var jo meget fattige. Jeg kan se det for mig 8 fattige og beskidte unger, der sidder rundt om et bord og spiser kartofler, samtidig med at deres afviger af en søster forsøger at udbrede resten af flokken sin verdensanskuelse. Det må bestemt have været et ømt syn. Trods fattigdom havde vi det frit, og vi var gode til at tage vare på hinanden. Vi blev behandlet godt og ligeværdigt af vore forældre og der var plads til

Artiklen "Grib de gyldne fjer" blev bragt i tidsskriftet Specialpædagogik i december 2004  Grib de gyldne fjer. Jeg kaster et blik på min datter, hendes ansigt lyser af stolthed. Hun har netop afsluttet endnu en undervisningslektion hos læselæreren på tale-høreinstituttet i Odense. Sammen sidder vi nu og studerer den lille billedstil, som har været en af de ting, hun har lavet denne dag. Tenna har selvstændigt, ud fra nogle billeder, digtet og skrevet stilen, og foruden en meget lille fejl og kommajusteringer er stilen bygget korrekt op, og hun har en flot håndskrift. For andre lyder det måske ikke af meget, men for Tenna har det været noget af en præstation at nå hertil. Det hele startede i  november 1999, hvor jeg valgte at tage min datter ud af en amtskommunal folkeskole og selv stå for undervisningen. Hun var på daværende tidspunkt 14 år og gik i 7. kl. Hun lå dengang på et meget lavt fagligt niveau. I den sidste undervisningsplan var målet, a